En hyldest til sælgeren

De buldrer samfundet i positiv retning og sørger for højere livglæde og kvalitet til os alle. Hvem er de?

Få professioner har fået så meget skældud og været offer for så mange jokes som sælgerne. Det er også OK, for der er nogle stykker, som stadig har lidt at lære om mennesker. Men de dygtige sælgere, – dem vil du ikke undvære. Dem vil samfundet ikke undvære.
Dem der solgte dig din drømmerejse, din yndlingsbluse eller bare anbefalede dig at smage dagens ret, som ved gud var en nydelsesfuld halv time.
Dem der fik solgt virksomheden det helt rigtige CRM system, rekrutteringsbureauet der fandt jeres stjernemedarbejder eller dem der overbeviste jer om, at grønne planter gør medarbejderne glade på arbejdet.
Tænk sig at være den første dygtige sælger der præsenterede virksomhederne for en kantine-løsning, når det normale dengang var at trække en lunken leverpostejsmad op af tasken kl. 12. De første kunder har sikkert grinet og sagt til sælgeren ”Nej tak du. Det fungerer fint som det er i dag”. Men sælgeren har utrætteligt fortsat, arbejdet på sine argumenter, blevet dygtigere til præsentere fordelene…lige indtil den første pionervirksomhed har givet det et forsøg og ja… resten af historien kender du jo.
I dag vælger jeg at hylde sælgeren. Sælgeren som kører rundt derude på E45 hver dag og fortæller virksomhederne, hvad der skal til for at udvikle deres forretning. Og dermed udvikle samfundet. Eller sælgeren der utrætteligt står i sin butik og hjælper dig med at finde din yndlingsbluse, når du lige svinger ind forbi midt imellem 2 aftaler.
Du behøver ikke at hylde sælgeren, – bare send de gode sælgere du har mødt en tanke. De påvirker vores samfund i positiv retning. Hver dag.

Skriv dig op til nyhedsbrevet og få lektionerne tilsendt. Du kan til enhver tid afmelde dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *